Bygningers miljøaftryk er stort. 40% af energien bruges i dag i bygninger. Dertil kommer brugen af andre ressourcer og det affald, som byggeproces, vedligehold og udskiftning skaber. ROCKWOOLs løsninger er en vigtig del af en grøn omstilling, og har nogle miljømæssige fordele, der kan være med til at mindske bygningers miljøbelastning.

EPD
I ROCKWOOL har vi miljøvaredeklarationer for vores produkter, såkaldte EPD'er (Environmental Product Declaration). En EPD er en standardiseret opgørelse af et produkts miljøpåvirkning. En EPD er en sammenfatning af en omfattende livscyklusanalyse (LCA) af alle input og output for et produkt i alle dets livsfaser fra udvinding af råvarer, over produktionen og anvendelse til end-of-life. EPD'er bruges til at beregne en bygnings samlede miljøpåvirkning i form af en LCA – livscyklusanalyse.

Energieffektivitet
På trods af skærpede energikrav i bygningsreglementer igennem årtier, bruger dagens bygninger stadig meget energi. Cirka 40 % af vores samlede energiforbrug bruges i dag i bygninger og cirka 35 % af energiforbruget går til opvarmning. Dette energiforbrug skal i løbet af de kommende årtier nedbringes meget markant, hvis vi skal nå målsætningen om en energiforsyning fri for fossile brændsler i 2050 til en overkommelig omkostning.

Den mest effektive måde at reducere energiforbruget i bygninger er en velisoleret bygning. Når stenuldsisoleringen er installeret korrekt, er der mindre behov for opvarmning om vinteren, og man får en behagelig kølig temperatur om sommeren. Det giver et lavere energiforbrug og et reduceret CO2-aftryk. I hele levetiden sparer et ROCKWOOL isoleringsprodukt typisk 100-130 gange den energi, der anvendes til at fremstille produktet.

Cirkularitet
I dag producerer byggesektoren cirka 1/3 af al globalt affald, hvoraf rigtig meget ender til deponering. Det vil vi i ROCKWOOL gerne sætte en stopper for, og derfor gør vi alt for at forhindre at vores byggematerialer bliver til affald.

ROCKWOOL stenuld er recirkulerbart og kan genanvendes igen og igen uden tab af kvalitet og ydeevne. For at sikre at vores isolering genanvendes, har vi som en af de eneste isoleringsproducenter på markedet en returordning for vores stenuld. I 2019 tog vi 8.600 tons brugt stenuld retur og genanvendte det i fremstillingen af ny kvalitetsisolering, som opfylder de høje krav vi stiller.

Brandsikring
En brand har en direkte og indirekte negativ påvirkning af miljøet. Direkte i form af røg samt partikler fra branden og i slukningsvand. Indirekte ved ressourceforbruget til genopførelse. Byggematerialer reagerer helt forskelligt på høje temperaturer eller brandpåvirkning. Dette gælder også for isoleringsmaterialer, hvor man vurderer brandsikkerhed ud fra materialets reaktion på brand og brandmodstandsevne.

ROCKWOOL isolering skal til forskel fra mange andre isoleringsprodukter ikke tilsættes brandhæmmende kemikalier, da det er fremstillet af sten, og sten brænder ikke. Faktisk tåler vores isolering temperaturer over 1000 °C, og det er denne brandmodstand, der gør at det fungerer som en effektiv brandbarriere, der hjælper med at forebygge spredning af brand. Dette er afgørende i forhold til at inddæmme en brand lokalt og sikre, at en brand i en bygning ikke spreder sig unødigt.

Særligt når det gælder opfyldelse af brandkrav, kan valget af et produkt med dårlige brandegenskaber have stor betydning for bygningens samlede LCA. Hvis man bruger et isoleringsmateriale med en dårlig brandklasse, kan det være nødvendigt at brandsikre bygningsdelen med to lag gips. Det øger CO2-aftrykket for den samlede konstruktion.