SailGP har i dag offentliggjort, at et dansk hold bliver det syvende i den spektakulære F50-liga, som i 2020 gennemfører sin anden sæson af det globale mesterskab. ROCKWOOL er holdets hovedsponsor, mens Nicolai Sehested, der har sejlet verden rundt flere gange, er rorsmand på båden, og OL-sølvmedaljevinder, Jonas Høgh-Christensen, er Team Manager. Det danske hold kommer til at konkurrere mod seks andre nationale hold i verdens hurtigste både i nogle af verdens mest kendte byer.
ROCKWOOL og SailGP har indgået en 3-årig aftale med mulighed for kontraktforlængelse i yderligere tre sæsoner. Med support fra ROCKWOOL kommer det danske hold til at konkurrere i den globale F50-liga, der begynder i februar 2020 med første kapsejlads i Sydney. Efterfølgende stævner afholdes i USA, Storbritannien og flere endnu ikke offentliggjorte venues.
SailGP-direktør Sir Russell Coutts siger: "Deltagelse af det danske hold tilføjer en masse spænding i SailGPs sæson 2 - en sæson, der tegner til at blive endnu et sportsligt mesterskab i supertæt konkurrence. Danmark har opnået en bemærkelsesværdig succes i olympisk sejlsport og skal nu konkurrere på øverste niveau mod de bedste sejlere fra seks andre nationer i højteknologiske katamaraner med foils og vingesejl. Derudover er det fantastisk at byde velkommen til ROCKWOOL som hovedsponsor for det danske SailGP-team. Dette er sandsynligvis en af de mest interessante udviklinger i dansk sejlads i mange år, da det giver en ny mulighed for talentfulde unge sejlere, der stræber efter at sejle professionelt for deres land."
Koncernchef for ROCKWOOL Group, Jens Birgersson, siger: "Bæredygtighed er hjertet i vores forretning. Vores produkter bruges til at isolere bygninger, spare energi og bidrager i sidste ende til globale klimamål. Sejlads er en bæredygtig sport og passer perfekt til ROCKWOOL-brandet. Vi er et dansk firma, der siden vores etablering i 1930'erne har haft et internationalt udsyn, så vi er stolte af at gøre det muligt for et dansk hold at træde ind på verdensscenen for første gang. Vi glæder os til se dem sejle i Sydney til februar og derefter i andre internationale storbyer."
Nicolai Sehested, 30, har haft stor succes til en række store sejlsportsarrangementer, understreget af sin rolle som rorsmand til to Ocean Race. Han har derudover være skipper og stifter af Ewii Racing (tidligere TREFOR Racing) til World Match Racing Tour siden 2010, der har resulteret i mere end 30 podieplaceringer.
Jonas Høgh-Christensen er firdobbelt olympisk deltager i finnjolle-klassen (2004-16) - hvor han vandt sølv i 2012 - samt femdobbelt VM-medaljevinder. Hans erhvervsmæssige baggrund tæller blandt andet syv år i Marketing, Commercial & Operations i underholdningsvirksomheden, Live Nation, og han er derudover medstifter af den globale platform for bådudlejning og oplevelser på havet, Boatflex.
Den danske båd bliver den syvende katamaran i SailGP og blev for nylig præsenteret i New Zealand af et testhold fra ligaen. F50-katamarentypen modtog i øvrigt i år prisen 'World Sailing's 2019 Boat of the Year'. Nicolai Sehested tager roret til et to-ugers træningsforløb i januar - hvor resten af holdet bliver endeligt offentliggjort. Det sker op til debuten i Sydney den 28. - 29. februar, hvor anden sæson skydes i gang.
"I det øjeblik jeg så SailGP, vidste jeg, at vi måtte være en del af dette spændende nye kapitel i dansk sejlsportshistorie. Det er de bedste sejlere i de hurtigste både, alle sejler tæt på kysten - det er utrolig intens racing og fantastisk at se på. Vi er meget taknemmelige for at have fået så betydelig støtte fra ROCKWOOL, der gør det muligt at lancere dette hold, og vi ser frem til at gøre Danmark stolt", kommenterer Nicolai Sehested.
Efter sæsonåbningen i Sydney vender ligaen tilbage til USA for mesterskaber i San Francisco (2. - 3. maj) og New York (12. - 13. juni), før de vender tilbage til Cowes på Isle of Wight (14. - 15. august) med sæsonens første europæiske begivenhed. Resten af sæsonplanen vil blive annonceret i løbet af de kommende måneder.
Læs mere:
Følg dagens pressemøde - klik her.
Video fra 2019-sæsonen af SailGP - klik her.
Video af den prisvindende katamaran - klik her.
Find mere materiale om SailGP fra sæson 1 (2019) - klik her.