Anlæg med brændeovn og solvarme
Nedenfor ses et eksempel på et meget populært anlæg til passivhuse, særligt i Østrig. Anlægget baseres på en brændeovn (piller eller træ) og solvarme. En lagertank virker som buffer både for solvarme og brændeovn. Anlægget er desuden udstyret med modstrømsveksler samt en eftervarmeflade i lufttilførselskanalen. Varmefladen er koblet til brændeovn/buffertank.
Brændeovnene i passivhuse er kendetegnet ved at levere hovedparten af sin energi på ”vandsiden”, typisk omkring 80 procent. Endvidere er næsten alle brændeovne udført med eget separat luftindtag for ikke at forstyrre ventilationsforhold i bygningen samt for at sikre korrekt forbrænding. Brændeovnene er endvidere meget lufttætte for at undgå varmetab.



