Om Indblæsernes Garantifond
Når dit isoleringsfirma er med i Indblæsernes Garantiordning er det DIN sikkerhed for at arbejdet er udført korrekt OG at du er sikret, hvis uheldet skulle være ude.
Hvad er Indblæsernes Garantifond?
Indblæsernes Garantifond er en sammenslutning af udvalgte entreprenører, der som autoriserede Rockwool indblæsningsfirmaer udfører indblæsning i hulmur og etageadskillelse.
Når et medlem af Garantifonden har udført sådanne arbejder, er han berettiget og forpligtet til at udstede en Isoleringsattest for det udførte arbejde.
Denne Isoleringsattest betyder, at Garantifonden medhæfter for, at det udførte arbejde er uden fejl og mangler.
Garantien gælder i 5 år efter Isoleringsattestens udstedelsesdato. Konstateres der inden for denne periode fejl og mangler ved det udførte arbejde, og entreprenøren nægter at udbedre disse eller omgøre arbejdet, eller er ophørt med at drive virksomhed, vil kravet i stedet kunne rettes overfor Garantifonden.
Indblæsernes Garantifond har således først og fremmest til formål at indestå for de subsidiære garantiforpligtelser, som medlemmer påfører Garantifonden ved udstedelse af Isoleringsattester.
Hvilke krav er omfattet af garantien?
Garantien har til hensigt at sikre, at eventuelle fejl og mangler ved det udførte arbejde afhjælpes.
Garantien dækker kun fejl og mangler ved indblæsning i hulmur og etageadskillelse, jf. garantibestemmelserne, pkt. 1.1.
Garantien omfatter således ikke andet arbejde, Garantifondens medlemmer udfører i forbindelse med indblæsning i hulmur og etageadskillelse.
En husejer, der således med rette kan gøre garantiforpligtelsen gældende over for Garantifonden, vil med Garantifondens bistand få disse fejl og mangler afhjulpet.
Garantien kan gøres gældende af den til hver tid værende ejer af ejendommen.
Garantien dækker dog ikke, hvis aftalen er indgået i.h.t. ”Lov om boligbyggeri af 19. december 1985” med senere ændringer, eller der er ydet sikkerhedsstillelse i.h.t. ”Almindelige betingelser for Arbejder og Leverancer i Bygge- og Anlægsvirksomhed (AB 92) for isoleringsarbejdet, eller vederlaget for det af medlemmet udført arbejde overstiger 100.000 kr. excl. moms.
Garantifondens forpligtelser kan ikke overstige det til entreprenøren betalte vederlagt, dog max. 80.000 kr. excl. moms.
Hvor længe gælder garantien?
Krav ifølge garantien skal være anmeldt over for Garantifonden senest 5 år efter entreprenørens udførelse af arbejdet. Krav der anmeldes senere, vil være forældede.

