Rockwool samlingen
Årets Rockwool billeder 1992 - 2001
1992
Billedkunstner og digter Merete Barker er født i 1944 og har været medlem af en række kunstnersammenslutninger som fx Kunstner-samfundets Malersektion, Ny Abstraktion og Grønningen.
Merete Barker har udført en række udsmykningsopgaver for blandt andre IBM, Danisco og Finsenbygningen på Rigshospitalet. Hendes kunst er desuden repræsenteret på Kunstmuseet Trapholt, kunstmuseerne i Vejle, Herning og Nordjylland samt på Statens Museum for Kunst.
Natur og begivenheder i fremmede lande indtager en fremtrædende plads i Merete Barkers malerier og digte. Hun modtog i 1983 Statens Kunstfonds 3-årige stipendium og tilbragte et af årene i New York, hvor hun blandt andet gæste-forelæste for American Abstract Artists. Inspirationen henter hun ofte i New Yorks kaotiske storbymiljø og Californiens storslåede natur.
1993
Maleren Osmund Hansen blev født i 1908 i Skovshoved og fik sin debut som maler i 1935. Hans gennembrud både herhjemme og i udlandet kom i slutningen af 1980'erne og hans bidrag til moderne dansk billedkunst er både stort og mangeårigt.
Osmund Hansen repræsenterer den såkaldt konstruktive kunst, der er en genre inden for den abstrakte kunst, hvor geometriske flader indtager en væsentlig rolle i kunstværkets opbygning. Osmund Hansen er imidlertid kendt for at have skabt sin egen stilart inden for den konstruktive kunst ved at gøre sine flader bløde og varme og farverne stoflige.
Inspirationen kom primært fra naturen på de mange rejser og i det nære miljø ved Skovshoved. Stemninger, genstande og farver herfra blev til former og flader på lærredet.
Osmund Hansen er repræsenteret i faste samlinger på Kobberstiksamlingen, Fyns Kunstmuseum, Kunstindustrimuseet, Kunsthalle Emden m.fl.
1994
Eva Weis Bentzon er født i 1944 og uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København og på Kunstgewerbeschule i Basel i Schweiz. Hun har endvidere fulgt forelæsninger i kunsthistorie og æstetik hos professor Teddy Brunius på Københavns Universitet.
Eva Weis Bentzon har arbejdet som selvstændig kunstner siden 1971 og har udstillet i ind- og udland siden 1972. Langt de fleste af Eva Weis Bentzons billeder er skabt som en slags åbenbaring ved håndens frie bevægelse hen over lærredet og farvernes egen magt over kunstneren. Det åndelige, mystiske, religiøse samt indtryk fra de mange naturoplevelser præger hendes billedsprog.
Af udvalgte separatudstillinger kan fx nævnes Nikolaj Kirke, Århus Kunstmuseum og Galleri Gedser. Eva Weis Bentzon er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, Guggenheim Museum i New York, Stedelijk Museum i Amsterdam m.fl.
1995
Kunstneren Kehnet Nielsen er født i 1947 i København og uddannet på Kunst-akademiet i 1982. Umiddelbart herefter slog Kehnet Nielsen sit navn fast, og sammen med en gruppe andre unge malere markerede han sig som en af de ypperligste danske repræsentanter for det såkaldt vilde maleri.
Det 'vilde' er dog gennem årene blevet forladt til fordel for et mere fredfyldt udtryk. Et af varemærkerne i Kehnet Nielsens billeder er den fine balance mellem det antydede og det konkrete. Hans malerier, der ofte indgår i serier, kan ses som en form for rejsefotos, der ikke alene gemmer erindringen af noget oplevet, men også noget hidtil uset.
Kehnet Nielsen er repræsenteret på blandt andet Den Kongelige Kobberstiksamling, Esbjerg Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst og Ny Carlsbergfondet. Hans kunstneriske karriere er desuden kendetegnet ved en lang række separat- og gruppeustillinger.
1996
Torben Ebbesen er født i 1945 i Haderslev. I perioden 1968-75 gennemførte han sin uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han har desuden fungeret som professor ved Göteborg Universitet samt været formand for Statens Kunstfonds indkøbslegat- og udsmykningsudvalg.
I sin vidtspændende billedkunst - malerier, skulpturer, installationer, fotos mv. - eksperimenterer Torben Ebbesen med materialer og fremstillingsformer. Nogle gange sammensættes fem til ti forskellige materialetyper. Organiske materialer blander sig med uorganiske; rå naturmaterialer med halvfabrikata osv.
Torben Ebbesen har ved flere lejligheder været Danmarks officielle repræsentant på biennaler i byer som Venedig, Paris og Tokyo og er repræsenteret på mange danske og udenlandske museer med meget forskellige værker.
1997
Billedkunstneren Bent Karl Jacobsen er født i København i 1934. Som ung kom han i lære som værktøjsmager og brugte fritiden på at male. Han debuterede i 1961 på Sommer-udstillingen i Den Fries bygning.
I 1971 rejste Bent Karl Jacobsen til New York for at fordybe sig i sin interesse for pop-art og udforske de kunstneriske afsmitninger fra forbrugersamfundet. Erfaringerne fra opholdet satte varige spor i hans billedkunst i form af USA's sociale og mentale spændinger.
Bent Karl Jacobsen har været medlem af kunstnersammenslutningerne PRO og Grønningen og har en lang række udstillinger og udsmykningsopgaver bag sig. Derudover har han siddet i Statens Kunstfonds udsmykningsudvalg og er mangeårigt medlem i Danske Grafikere. I 1996 tildelte Akademirådet ham Eckersberg Medaljen.
1998
Bent Holstein er født i København i 1942 og er oprindeligt uddannet inden for shipping hos A. P. Møller. Den uddannelse er dog aldrig blevet brugt til noget, da han allerede i 1963 kunne afholde sin debutudstilling. Oprindeligt troede Bent Holstein, at han skulle være musiker, men fandt senere ud af, at billedkunsten var hans lod.
Bent Holstein er en anerkendt kunstner, såvel i Danmark som i udlandet, hvor han har afholdt et væld af udstillinger. Desuden har han udsmykket Nationalbanken, Udenrigsministeriet og Hotel Sheraton i Stockholm.
En stor del af inspirationen til sine malerier tager Bent Holstein med sig fra den årlige vinterrejse til Florida Keys, hvor vand og landskaber skaber et forunderligt og vildt natursceneri. Hans kunstværker er repræsenteret i en stor del af verden, deriblandt Ny Carlsberg Fonden, National Gallery of Art i Washington og Art Library i Berlin.
1999
Knud Nielsen er født i Fredensborg i 1916. Som udlært barber/frisør åbnede Knud Nielsen sin første salon som 20-årig, hvor han havde mulighed for at dyrke sin lidenskab for at tegne og male i baglokalet.
I 1941 debuterede Knud Nielsen på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor han blandt andet arbejdede tæt sammen med Cobra-malerne, som han også udstillede sammen med på Høstudstillingen i 1947, 1948 og 1949.
Siden har Knud Nielsen aktivt deltaget i udviklingen i den danske kunstverden, både gennem sit medlemskab af kunstner-sammenslutningen Grønningen og som lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi i over 20 år.
Kunstnerisk har Knud Nielsen bevæget sig gennem forskellige stilistiske tilgange til maleriet, og hans billedsprog har siden 1960'erne været præget af optimistiske og farveglade abstrakt-ekspressionistiske malerier.
2000
Billed- og papirkunstneren Anne Vilsbøll er født i København i 1951 og uddannet i fransk og kunsthistorie på Københavns Universitet samt på universitetet i Aix-en-Provence.
I Skandinavien betragtes hun som den største kender af papirets teknik og muligheder for kunstnerisk udtryk. Hun har skrevet bøger om emnet og sat nye normer for papirets muligheder.
Anne Vilsbølls kunst er både kunstnerisk og håndværksmæssig, og den syntese giver malerierne et særpræg. Hun skaber selv sine lærreder af jordens materialer - af planter, der forarbejdes til en særdeles følsom overflade.
Anne Vilsbøll har udstillet på en række museer i såvel ind- og udland og blandt andet udført udsmykningsopgaver for Den Danske Ambassade i Luxemburg, Danisco og Rolex-fabrikken, Biel i Schweiz. Hendes kunstværker er repræsenteret på blandt andet Det Kongelige Bibliotek, Vejen Kunstmuseum og Statens Kunstfond.
2001
Multikunstneren Leif Sylvester er født i 1940 og begyndte at tegne som 12-årig. Han er oprindeligt uddannet tømrer, men er i dag en veletableret og anerkendt autodidakt kunstner med eget galleri, Python i København.
Leif Sylvesters kunst er ekspressionistisk og inspireret af hverdagslivet og den indvendige dobbelthed. Dobbeltheden mellem menneskets uskyld og skyld i forhold til definitionen af rigtigt og forkert.
Leif Sylvester har lavet rockmusik, film og tv, men det er i billedkunsten, at han føler sig bedst hjemme. Derudover har han rejst Danmark tyndt sammen med Erik Clausen for at vise Folkets Kunst frem og lave cirkus.
Udsmykninger, udstillinger og hædersbevisninger er alt sammen en del af Leif Sylvesters karriere. Han har blandt andet stået for udsmykning af Tåstrup Stationscenter, KTAS Telefonbøger, Københavns Radio og bronzestafetter til Global March.

