This site uses javascript, some functionality and content is not working if javascript is disabled

Rockwool samlingen

Årets Rockwool billeder 1982 - 1991

 

1982

 

Maleren Kai Lindemann er født i 1931 i København og uddannet på Kunstakademiet samme sted under professor William Scharff. Han debuterede ved Kunstnernes Påske-udstilling, Århus 1958.

Karakteristisk for Kai Lindemanns billedkunst er hans prioritering af farver fremfor motiv. Det bærende element i hans malerier og grafik er de vibrerende nuancer af rødt, grønt, gult og lilla. Hans mangfoldige motivverden består af husmure, landskaber, modelbilleder, opstillinger, portrætter og karnevalsbilleder.

Kai Lindemann har udstillet på en lang række gallerier rundt om i Danmark, men også på gallerier i blandt andet Frankrig og Sverige. Derudover har han lavet udsmykningsopgaver for Københavns Hovedbanegård, Østre Landsret, Københavns Byret, Trafikministeriet m.fl.

Kai Lindemann fik i 1992 tildelt Eckersbergmedaljen. 

 

1983

 

Lene Adler Petersen er født i 1944 i Århus og var i årene 1964-66 elev i maleri og tegning hos Niels Lergård på Det jyske Kunstakademi. Hun var efterfølgende elev i maleri hos Egill Jacobsen, Kunstakademiet Charlottenborg i 1968-69.

Uddannelsesforløbet blev i 1969-71 afbrudt, da Lene Adler Petersen sammen med Bjørn Nørgaard producerede en række Super 8 mm film. Det blev for hendes vedkommende indledningen til en række eksperimenter med alternativ billedskaben.

Lene Adler Petersen var medstifter og medarbejder i det kollektivt ejede firma Eksskolens trykkeri i 1972-78,som udsprang af hendes eksperimenter, blandt andet besættelsen af Livø sammen med Bjørn Nørgaard og 25 andre.

 

1984

 

Musiker, maler og forfatter Jens Birkemose er født i 1943 i København og blandt andet uddannet ved Académie des Beaux-Arts i Paris, Det kgl.danske Kunstakademi samt ved forskellige grafiske værksteder.

Jens Birkemose har foretaget talrige rejser i Europa og USA og har siden 1976 haft atelier i Frankrig. Han har siden 1980 udstillet som medlem af Decembristerne.

Udover at arbejde med det intime format, fx som forfatter til en række små surrealt poetiske bøger, har Jens Birkemose også udfoldet sit talent inden for de store for mater, idet han som maler udpræget dyrker en dekorativt betonet, abstraktekspressionistisk stil.

Jens Birkemose har udført udsmykningsopgaver for blandt andet Handelshøjskolen i 1989 og er repræsenteret på Den kgl.Kobberstiksamling, på Statens Museum for Kunst, Randers Kunsmuseum og Århus Kunstmuseum m.fl.

 

1985

 

Den autodidakte maler og grafiker Hans Voigt Steffensen er født i 1941 i København, hvor han også er vokset op. Det har sat sit præg på hans billedkunst,idet hans malerier fra Nørrebro og Vesterbro i begyndelsen var domineret af en dunkel farvesammensætning, men senere med islæt af lyse og varme farver som udtryk for bydelenes grønne områder og frodighed snarere end deres nedslidthed.

Karakteristisk for Hans Voigt Steffensens øvrige malerier er påvirkningen fra de mange rejser i udlandet fx til Ungarn i 1974 og senere Polen, Sovjetunionen og Bulgarien, hvor fascinationen af folkelivet førte ham væk fra landskabsmaleriet. Det fik samtidig betydning for hans palet, idet blå, violette og rødlige nuancer kom til.

 

1986

 

Grafikeren, maleren og billedhuggeren Peter Brandes er født i 1944. Efter en ekspressionistisk start på sin kunstneristiske karriere tog den autodidakte Peter Brandes i midten af 1960'erne det konkrete, geometrisk prægede maleri op, for så i 1970'erne at vende tilbage til det ekspressionistiske udgangspunkt.

Peter Brandes har aldrig sat sin lid til det spontane, men foretrækker at arbejde med visse grundlæggende strukturer eller figurer. Fx blev torsomotivet i slutningen af 1980'erne et tilbagevendende udgangspunkt for Peter Brandes ’kunst.

Slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne blev samtidig det tidspunkt, hvor keramikken, skulpturen og glasmosaikken kom til at spille en større rolle i Peter Brandes’ udtryksformer.

Peter Brandes har udstillet på en lang række museer og gallerier i både ind-og udland, blandt andet på Art Cologne, Köln 1989, Basel Art Fair 1990-91 og Verdensudstillingen i Sevilla i 1992.

 

1987

 

Maleren Nina Sten-Knudsen er født i 1957 i København og uddannet på Kunstakademiet hos professorerne Sven Dalsgaard, Robert Jacobsen og Hein Heinesen fra 1977 til 1983. Hun debuterede i Galleri St. Petri i 1979.

De primitive stammeritualer og urtidens mytologi og mennesker har altid inspireret Nina Sten-Knudsen siden hun debuterede som billedkunstner i 1979 og på flere udstillinger viste håndsmedede primitive redskaber og våben m.m. Denne motivkreds blev fastholdt, da hun senere kastede sig over maleriet som en af de unge vilde nyekspressionister.

Nina Sten-Knudsen har både udstillet separat og i grupper på blandt andet Charlottenborg, Ordrupgård , Århus Kunstmuseum og Kobberstiksamlingen..

 

1988

 

Maja Lisa Engelhardt er født i 1956 i København og uddannet på Kunsthøjskolen i Holbæk samt på Kunstakademiet i Odense.

Hun debuterede i 1985 med separat-udstillingen "Klædebon" i Nikolaj Kirke, København. Separatudstillingen blev fulgt op af en udstilling i Brandts Pakhus året efter og deltagelse på FIAC Grand Palais, Paris 1987 og derefter Charlottenborgs Efterårsudstilling i 1987.

Den kometagtige kunstnerkarriere er blevet slået fast med syvtommersøm i forbindelse med en række succesfulde udstillinger hos blandt andre Kreditforeningen Danmark i Århus, på Art Fair i Stockholm og Galleri Weinburger i København.

Karakteristisk for Maja Lisa Engelhardts kunst er de naturlige elementer i hendes billeder, synsindtryk, der er oplevet i lys. Hun bruger farverne med en sigende renhed,hvor fascinationen af deres skønhed skinner klart igennem.

 

1989

 

Maleren Jens Peter Helge Hansen er født i 1943 i Sorø og var oprindeligt overbevist om, at han ville være zoolog og begyndte som følge heraf at tegne dyr. Han blev imidlertid så bidt af at tegne, at han i stedet valgte at gå på Kunstakademiet hos professorerne Egill Jacobsen og Dan Sterup-Hansen fra 1966-72. Han fik en tidlig debut i 1965 på Galleri Nyboder.

Det altdominerende motiv for Jens Peter Helge Hansens malerier og træsnit har gennem årene været dyr; abstrakte dyrefigurer i klare, smukke farver. Apropos dyr udførte han i slutningen af 1980'erne en udsmykningsopgave for Zoologisk Museum med fem dyrefigurer til gavlen på museets Hvalhal.

Jens Peter Helge Hansen har blandt andet udstillet på gallerierne Birkdam og Langhoff. Han er medlem af Koloristerne, og har udstillet talrige gange på Den Frie Udstilling. Jens Peter Helge Hansen er repræsenteret på Kobberstiksamlingen, Århus Kunstmuseum m.fl.

 

1990

 

Maleren Tom Krøjer er født i 1942 i Frederikssund og uddannet på Kungliga Konsthögskolan, Stockholm.

Tom Krøjer har gennem sin karriere haft en lang række separatudstillinger på gallerier rundt om i Danmark. Derudover har han med Galerie Nord, Randers deltaget på FIAC, Grand Palais, Paris i årene 1982-88.

Karakteristisk for Tom Krøjer er hans trang til hele tiden at søge nye inspirationskilder fra virkeligheden især fra sine mange udenlandsrejser.

Man kan derfor ikke tale om noget gennemgående motiv i hans kunst. Hvert maleri fremstår som en helhed, et afsluttet digt og ikke som et brudstykke i en serie af malerier.

Tom Krøjer er repræsenteret på en lang række offentlige samlinger som blandt andet tæller Statens Museum for Kunst, Kastrupgård-samlingen, Malmø Museum, kunstmuseerne i Randers, Nordjylland, Skive m.m

 

1991


Kunstneren Arne Haugen Sørensen er født i 1932 i København og debuterede i 1953. Karakteristisk for hans karriere er de mange udenlandsophold, otte år i Paris, to år på Mallorca og siden 1981 bosat i Malaga i Spanien.

Arne Haugen Sørensen arbejder både med akvarel og porcelænsmaling og behersker den svære frisko-teknik. En væsentlig del af hans kunstneriske arbejde har at gøre med udsmykning af kongeligt porcelæn.

Bestil reproduktioner fra Rockwool samlingen

Du kan nu bestille udvalgte reproduktioner fra Rockwool samlingen.

Alle reproduktioner samt forsendelse er gratis!

Bestil her

Rockwool A/S - Brandsikker isolering
Feedback Form