Årets Rockwool kunstner 2011 - Erik A. Frandsen
Erik August Frandsen er som billedkunstner autodidakt. Han markerede sig hurtigt som et betydeligt talent og var i 1981 medstifter af kunstnersammenslutningen Værst og dermed de unge vilde. I 1992 var han inviteret til Documenta i Kassel. I 1994 modtog han Jens Søndergaard legatet og i 1996 Eckersberg medaljen.
Neontegninger på fotopapir, malerier baseret på farvenegativer, blomstermotiver stanset ud med boremaskine på stål er nogle af de metoder og materialer, som indgår i Erik A. Frandsens eksperimen-terende og øjenåbnende vokabular.
Erik A. Frandsen har aldrig gået på Akademiet, men efter hans eget udsagn har han lært en masse af diskussionerne med kollegerne fra Værkstedet Værst og af de mange rejser med bl.a. Christian Lemmerz. I dette forum kunne man starte en sætning, der blev fuldført af kunstnervennerne. Hans tilgang til kunsten er intuitiv, skønt hans kunsthistoriske viden i dag efterhånden er omfattende.
- Født 1957.
- Et års polit-studier på Københavns Universitet.
- Medstifter af atelierfællesskab og alternativ kunstneruddannelse på Værkstedet Værst i København. Herfra udsprang de ’unge vilde’.
- Rejser, kunststudier og ophold i Europa og USA.
- Har arbejdet med bl.a. familieportrætter baseret på farvenegativer, glasmosaikker udført med pop-art-agtige foto-snapshots som afsæt, blomster indgraveret i spejlblank stål, malerier med trækasser eller bly henover, lysskulpturer og neonrelieffer.
Udstillinger:
Udvalgte arbejder på bl.a.:
Glyptoteket
Statens Museum for Kunst
Brandts, Århus, Horsens og Randers kunstmuseer og
gallerierne Specta, Profilen og Faurschou samt i udlandet på documenta IX i Kassel 1992 samt på gallerier og museer i Gent, Antwerpen, Paris, Madrid, Stockholm, Oslo, Bruxelles og New York
Retrospektiv udstilling på ARoS i 2008
Udvalgt til at udsmykke Kronprins Frederiks domicil i København

