
Det usynlige klimaproblem
I efteråret 2009 mødes politikere fra hele verden til COP15 klimatopmødet i København for at diskutere en ny global klimaaftale. Samtidig vil de fleste private danskere gerne selv gøre en indsats for at løse de globale klimaproblemer, og faktisk er potentialet for forandring større, end du måske lige regner med.
40% af den energi vi bruger i Europa bliver nemlig brugt i bygninger. Den største post på det private energibudget er opvarmning af boligen – og ikke el, som mange ellers tror. Derfor undervurderer de fleste danskere også den positive effekt, de vil opnå ved at efterisolere deres bolig. Men set gennem et varmefølsomt kamera er det tydeligt, hvor meget af din dyrekøbte energi, der forsvinder direkte op i den blå luft.
Dårligt isolerede boliger er en af de største kilder til CO2-forurening
I forbindelse med nybyggeri har der i de senere år være større fokus på at gøre danskernes boliger mere energieffektive, men nybyg udgør blot 1% af den eksisterende bygningsbestand. En stor del af disse boliger er bygget for mange år siden, inden energikrise og global opvarmning blev en del af vores hverdag. Derfor er det utroligt vigtigt, at du husker at tænke efterisolering ind, når din bolig skal moderniseres. Hvis din bolig opnår en lavenergi-mærkning, eller endda bliver CO2-neutral, vil dit varmeforbrug i nogle tilfælde kunne reduceres med mere end 80%. Hvor stor en besparelse der er tale om, afhænger naturligvis af boligens nuværende tilstand.
En sikker miljøinvestering
I en tid hvor verdens energiforbrug stadig stiger, og hvor jordens ressourcer af fossilt brændstof samtidig svinder, er det tid til at tænke alternativt. Der bliver satset stort på vedvarende energikilder som f.eks. vindenergi og biobrændsel, men det er lige så afgørende at fokusere på at udnytte energien bedst muligt, så vi undgår energispild. Her kan isolering spille en stor og vigtig rolle. Et typisk Rockwool isoleringsprodukt vil i sin levetid spare miljøet for 100 gange den energi og CO2-udledning, som det tager at fremstille og distribuere produktet og skaffe det af vejen, når det er udtjent. Det gør isolering til det mest effektive initiativ, vi som samfund kan tage for at forbedre verdens klimaproblemer.

