Intenst tværkulturelt samarbejde
Jane Arrild, 45, Export Assistant i logistikafdelingen, har været hos Rockfon i Rockwool siden den 1. november 2006. Jane har en baggrund inden for kundeservice- og call center-branchen.
“Jeg har altid været videbegærlig af natur og har derfor ikke været bange for at prøve lidt af hvert i løbet af min karriere. Derfor var det utrolig vigtigt for mig at finde et arbejde, der aldrig ville blive kedeligt, og som vil blive ved med at udfordre mig. Jeg søgte oprindeligt en vikarstilling hos Rockwool, men efter jobinterviewet fik jeg tilbudt en fast stilling.”
“Jeg er egentlig udlært som kommis og har tidligere været selvstændig erhvervsdrivende. Yderligere har jeg arbejdet som team- og projektleder i call center-branchen i syv år og ser det i dag som en fordel, at jeg har en meget bred erfaring. Inden jeg tiltrådte min nuværende stilling, var jeg ansat hos afdelingen Rockpanel i Rockwool, så jeg vidste allerede derfra, at Rockwool var en god arbejdsplads, hvor jeg ville kunne blive ved med at udvikle mig.”
Det betyder alt at blive værdsat og lyttet til
“Konkret beskæftiger jeg mig med ordrehåndtering i forhold til produktionen – og med optimering og effektivisering af læsning af lastbiler og containere fra fabrikken i Cigacice i Polen. Jeg er i øjeblikket ansvarlig for vores eksportkunder i Taiwan og Israel, og jeg arbejder tæt sammen med Rockwools søsterselskaber over hele Europa.
Derudover opretter jeg guidelines, er med til at skabe effektive processer, opdatere vigtige data og projektstyre de mange forskellige ordrer. Jeg har med andre ord en hverdag fyldt med mange forskellige opgaver, der kræver involvering, koordination og kommunikation. Heldigvis får jeg i vid udstrækning selv lov til at påvirke mit job – hvilket er meget vigtigt for mig, også fordi jeg samtidig kan mærke, at min indsats bliver værdsat.”
“Ud over at blive udfordret fagligt værdsætter jeg også at have gode arbejdsforhold og en masse søde og dejlige kollegaer, der er med til at udvikle mig – både fagligt og personligt. Jeg har bl.a. deltaget i en konference, hvor vi mødtes med vores samarbejdspartnere for at dele viden og styrke relationerne mellem de mange forskellige lande og kulturer. Og så betyder det noget for mig at arbejde for en dynamisk virksomhed, der ikke alene er i rivende vækst og konstant forandring, men også er meget miljøbevidst og ledende inden for udvikling af produkter, der kan nedsætte det internationale samfunds energiforbrug.”

