Om huset og projektet
Rockwool har i samarbejde med en familie i et parcelhus fra 1972 gennemført en gennemgribende energirenovering af huset. Huset var i dårlig stand og havde før energirenoveringen et ubehageligt, koldt indeklima.
Huset er renoveret svarende til tillæg 9 til Bygningsreglementet for småhuse 1998, der indeholder krav til tætning af nye bygninger. Det er tilstræbt, at huset efter energirenoveringen opfylder det anførte tæthedskrav samt krav til maksimale energitab ved kuldebroer.
Der er bl.a. foretaget følgende forbedringer:
- Isolering af facade, fundament og loft
- Renovering af dele af taget
- Renovering og udskiftning af vinduer og udvendige døre
- Udskiftning af gasfyr
- Installation af ventilationsanlæg
I forbindelse med projektet er der etableret en rådgivende gruppe bestående af DTU og SBi. DTU varetager energimålinger og beregninger (temperatur, fugt, gasforbrug og el-forbrug) siden 2005. SBi vil udføre efterfølgende indeklimaundersøgelser og sporgasmålinger.





