Skal et hus kunne ånde?
Svaret er nej; det er en myte, at et hus skal kunne ”ånde” ved at tillade luftstrømme gennem klimaskærmen.
Der er ganske vist vigtigt for indeklimaet, at der er et godt luftskifte i et hus, men den bedste måde at opnå dette på er via kontrolleret ventilation, mens tilfældige luftstrømme via utætheder giver grobund for problemer i konstruktionerne.
Luftstrømmene i en utæt bygning ser således ud. Bygningens ventilation kan ikke kontrolleres, men styres udelukkende af, hvor meget det blæser udenfor og ikke efter behovet indenfor.
Luftstrømmene går gennem isoleringslaget og trækker herved varm fugtig luft ud i væg og loft (de røde pile). Når luften afkøles, afgiver den fugt til konstruktionen. Det kan resultere i skimmelvækst, hvilket kan medføre indeklimaproblemer.
Familien Krogh Regels lavenergihus er stort set helt tæt, og dermed er der ingen luftstrømme gennem isoleringslaget. Ikke desto mindre er huset langt bedre ventileret end normale bygninger. Det skyldes, at ventilationen er styret og sker kontrolleret efter behov og gennem egnede ventilationskanaler og -anlæg. Den varme luft trækkes ud gennem en varmeveksler, som opvarmer den luft, der skal ind. Dermed opretholdes et hurtigt luftskifte (ventilation) uden noget væsentligt varmetab.
Alle passivhuse er tætte som lavenergihuset i Løjt Kirkeby. Brugeranalyser fra andre lande viser, at beboerne i passivhuse typisk peger på det gode indeklima som en af de væsentlige fordele ved et passivhus. Det viser, at kombinationen af tæthed med god ventilation giver et optimalt indeklima.




