Husets løsninger
De centrale løsninger, der har gjort den ekstremt høje tæthed mulig, omfatter:
Fundament
Ifølge Isolink er der ofte luftstrømme ved fundamentet, når virksomheden tæthedsmåler bygninger, men disse strømme ses slet ikke i lavenergihuset i Løjt Kirkeby.
Det skyldes følgende løsning:
- Langs indersiden af fundamentet er der lodret opsat 75 mm Rockwool terrænbatts, i den fulde fundamentshøjde. Terrændækket er støbt op mod denne isolering, som bryder kuldebroen mellem fundament og terrændæk. Som noget særligt har en tagpapentreprenør svejset asfaltpap på toppen af fundamentet, dvs. en metode fra tag overført til fundament. Asfaltpappen er forlænget indover terrændækket, således at den lukker samlingen mellem fundament og terrændæk. Asfaltpappen er fuldklæbet til underlaget, både af hensyn til radon og for at sikre en lufttæt samling mellem fundament, terrændæk og ydervæg.
Rørgennemføringer og installationer
- Alle gennembrydninger af dampspærren er omhyggeligt lukket til igen, efter arbejder med rør og installationer er overstået. Der er anvendt Rocktæt butylbånd, som indgår i et specialudviklet tætningssystem i høj kvalitet. Alle lodrette rørgennemføringer ved fundamenterne er tætnet til asfaltpappen med bredt butylbånd. Butylbåndet er så fleksibelt, at det kunne lægges omkring røret som en krave og klæbes på både rør og asfaltpap.
- I loftkonstruktionen er der 195 mm fra loft til dampspærre. Det giver stor frihed i forhold til placering af el-installationer herunder spot, inkl. installationskasser, uden risiko for gennembrydning af dampspærren.
Tag
- Dampspærren er ved tagelementerne monteret, så der er mulighed for tætning ved alle samlinger. Ved samlingen mellem tagelement og væg er væggens dampspærre ført henover vægelementets toprem og fastgjort på ydersiden af vægelementet sammen med dampspærren fra tagkassetterne. Herved opnås fuld tæthed.




