Gode råd
Vælg gode materialer
Ifølge ingeniørvirksomheden Isolink, der har udført tæthedsmålingen i lavenergihuset, er det typisk kvaliteten af tætningsmaterialerne, som giver problemer i danske bygninger. Lars Due fra Isolink påpeger, at det er afgørende for tætheden ikke blot at vælge det billigste materiale. Fx er der kun kort holdbarhed på klæbeevnen i en billig tape, og slipper tapen sit tag, er dette arbejde med tætning spildt. Rockwool A/S har ud fra erfaringerne med at bygge demonstrationsbyggerier inden for lavenergi udviklet et særligt kvalitetssortiment til tætning for at komme disse problemer til livs.
Giv vinduerne særlig opmærksomhed
Ved vinduer er der ofte luftstrømme, og i familien Krogh Regels hus er det faktisk det eneste sted, det er tilfældet. Dette kan ifølge Isolink løses ved inden montering at påklæbe en strimmel på vinduet før montering. Når dampspærren monteres føres den helt ud til vinduet og tapes sammen med denne strimmel. Denne løsning er hyppigt anvendt i Tyskland, men endnu ikke udbredt i Danmark. Løsningen kan ses under erfaringsopsamling på Isolinks hjemmeside www.blowerdoor.dk
Stop alle huller
Sørg for at alle gennembrydninger af det lufttætte lag (dampspærren) i forbindelse med installation af rør, bliver effektivt tætnet igen med effektivt butylgummi. Tal med håndværkerne, så de selv tætner igen eller oplyser dig om, hvor de har gennembrudt dampspærren, så du eller en anden håndværker kan foretage tætningen.
Brug tappap på fundament
Løsningen med tætning af fundament med tagpap har vist sig ekstremt effektiv i lavenergihuset og viser, hvordan nytænkning kan løse udfordringerne på enkel vis. Læs hvordan under ”husets løsninger”.
Forlæng det lufttætte lag ind over tilstødende konstruktioner
For at opnå fuld tæthed skal der være overlæg. I lavenergihuset er asfaltpappen forlænget indover terrændækket, således at den lukker samlingen mellem fundament og terrændæk Og væggens dampspærre ført henover vægelementets toprem og fastgjort på ydersiden af vægelementet sammen med dampspærren fra tagkassetterne.




