Steens gode råd
Gode råd, når du skal bygge lavenergi:
- Udformningen af huset skal være, så man får færrest mulige m2 væg i forhold til gulvarealet. Det vil sige kvadratisk og gerne 1½ eller 2 plan.
- Inden du køber en grund, så find ud af, om den passer til det hus, du gerne vil bygge. Dvs., om huset kan placeres rigtigt på grunden i forhold til solen.
- Beslut dig tidligt i processen, hvordan huset skal opvarmes. Det energiforbrug, du forventer i huset, er afgørende for, hvilken installation du skal vælge.
- Vær opmærksom på, at lovgivningen i dag giver mulighed for at slippe for at betale tilslutningspligt til fjernvarme. Desuden er der store faste udgifter ved fjernvarme, som altid vil være der, uanset hvilket energiforbrug du har.
- Et tæt hus starter på tegnebrættet. Det skal fra start være gennemtænkt, hvordan man gør huset tæt. Hvis der på tegningerne er meget svære tætningsdetaljer, vil det som regel ikke lykkes at få det lavet rigtigt i udførelsen.
- Find håndværkere eller en entreprenør, som har erfaring med at skabe et lufttæt hus, og som lægger vægt på det ved at være omhyggelige omkring samlinger.
- Før selv tilsyn med byggeriet. Man skal være der og gå det hele igennem for at få det, man vil.
- Brug gerne elementløsninger fremstillet på fabrik. Her er der som regel sikkerhed for kvaliteten og tætheden i elementerne.
- Pas på vinduerne. De er årsagen til det væsentligste varmetab i byggeriet. Det duer ikke blot at fokusere på glasset, da det er i overgangen mellem glas og ramme, det store energitab sker. Det er ofte en god idé at bruge vinduer designet i lande, hvor man er nået langt med udviklingen af passiv- og lavenergihuse, fx Tyskland eller Østrig.
- Få et stort tagudhæng på dit tag som afskærmning mod solen, ellers koger huset om sommeren.




