This site uses javascript, some functionality and content is not working if javascript is disabled

Vejen til passivhus !

Steen Krogs hus har en meget velisoleret og tæt klimaskærm, som fuldt ud opfylder kravene til passivhusbyggeri i Danmark. For at huset kan bringes til at opfylde passivhuskravet på 15 kWh/m2, skal der foretages nogle små justeringer af bygningen. I det følgende gives et bud på to små justeringer, som kunne have bragt huset ned på ægte passivhus-niveau.

Trin 1: Nordvendte vinduer/døre – reduktion af areal
Huset har mange vinduer og døre, som er nordvendte (5 vinduer og 3 døre). Energimæssigt er det ikke optimalt, da solvarmetilskuddet fra nordvendte vinduer/døre er yderst begrænset. Samlet set er der et stort energitab igennem disse vinduer/døre.
 
Ved fuldstændigt at fjerne de nordvendte vinduer/døre opnås et rumvarmebehov på 15.8 kWh/m2 dvs. næsten passivhus-niveau. Denne løsning vil dog påvirke dagslyset i boligen markant. 
 
En mere moderat løsning er at reducere antallet af døre til 1 samt antallet af vinduer til 3. Med denne løsning reduceres rumvarmebehovet fra 18.2 kWh/m2 til 16.6 kWh/m2.  

 
Trin 2: Bedre vinduer/døre

De benyttede vinduer/døre har samlede U-værdier på 0.85-0.95 W/m2*K dvs. markant bedre end typiske danske lavenergivinduer. Vinduerne opfylder dog ikke helt kravene til at kunne kaldes for ”certificerede passivhus-vinduer” hvor kravet er en U-værdi ≤ 0.8 W/m2*K. Ved at vælge passivhusvinduer (og døre) med en U-værdi på 0.73 W/m2*K, opnås et rumvarmebehov på 14.9 kWh/m2. Huset opfylder nu passivhus-kriteriet.

Rockwool A/S - Brandsikker isolering
Feedback Form