Lavenergivinduer
I de tre villaer bliver der brugt vinduer med tre-lags-energiglas fra Rationel Vinduer. De er med til at byde solens stråler indenfor, men holder samtidig på varmen, når den først er kommet på besøg.
På alle tre villaer sørger udvendige skyggegardiner/persienner for at overophedning af huset undgås om sommeren.
Ved passivhuse- og lavenergibyggeri er vinduerne, placeringen af vinduerne og bygningens placering på grunden af afgørende betydning. Ved energirenovering skal der fokuseres på at skabe store vinduesarealer mod syd for at kunne høste den gratis passiv solvarme i vintermånederne. Vinduerne mod syd fungerer som solfangere. Passivhus-egnede 3-lags ruder vendt mod syd er en effektive solarteknologi, man kan forestille sig. Samtidig bidrager særligt sydvendte vinduer med naturligt dagslys i de mørke vintermåneder – et varmt lys som forskningen er nu igen er ved at finde ud af har stor betydning for sundhed og velfærd.
Populært sagt skal huset vendes mod solen. Dvs. at de store vinduer så vidt muligt orienteres mod syd, så boligen modtager så meget ’gratis’ varme som muligt. Der kommer på den måde op til 3-6 gange så meget dagslys ind i husene ved vinter jævndøgn set i forhold til et typisk dansk parcelhus.
Vinduerne skal ikke trækkes tilbage fra facaden, så solindfaldet maksimeres i de tre vintermåneder. Store vindues partier kan beskygges med udvendige persienner eller solgardin, så boligen er behagelig kølig om sommeren.
Soveværelser og værelser er placeret, hvor der ikke er behov for så meget varme og lys mod nord/øst med mindre vinduer.
Dagslys er sundt
Det er vigtigt for menneskers velvære at få tilstrækkeligt dagslys. Især om vinteren, hvor syv procent af den danske befolkning lider af vinterdepression. Store glasarealer giver masser af det varme og sunde dagslys, hvilket er styrende for vores hormonsystem. På den måde bliver kroppen bedre til at tackle og stå imod sygdomme og depression.
Stort lysindfald er samtidig med til at spare på strømmen, da beboerne ikke i samme grad skal benytte lamper.
Vinduernes placering og vinduestypen bliver også optimeret i forhold til solens stråler. Vinduesglasset i et passivhus behøver således ikke være identiske og lige godt isolerende over det hele. De fleste vinduer skal have en meget lav U-værdi (isoleringseffekt), mens en høj G-værdi (evnen til at lukke solvarme ind gennem vinduet) især er vigtig ved de sydvendte vinduer, hvor lysindfaldet fra den lave vintersol skal udnyttes maksimalt. Forholdet mellem en høj G-værdi og en lav U-værdi kan også optimeres i forhold til bygningens placering – og hvor meget sollys, der reelt falder på bygningen.




